Naturoplevelser i naturen

Hvad synes du, er det mest positive ved at være i naturen? – Få frisk luft, få naturoplevelser, høre fuglesangen, fornemme lugten af våd muld og svampe, plukke anemoner i april, være helt alene, kun høre naturlyde … ? Ja, der er sikkert mange svar på spørgsmålet.

Elever i naturen med deres lærer – naturoplevelser og sociale oplevelser.

For mange vil naturen byde på oplevelser og fornemmelser, der er anderledes end ens hverdagsliv. Ofte er det positive også knyttet til at bruge sanserne på en anden måde, end ellers.

Men det positive ved at være i naturen kan også være, at man der kan udfolde sig på andre måder, gå lange ture, køre på mountainbike, løbe orienteringsløb eller motionsløb, samle svampe eller se på fugle.

Når vi taler om naturoplevelser, så er det frugtbart at skelne mellem

– Oplevelser i naturen

– Oplevelser med naturen.

Det kan lyde krakilsk, men denne skelnen er nyttig.

Oplevelser i naturen

Går du tur i skoven med en ny kæreste, mon så ikke, at oplevelsen mere er rettet mod partneren, end mod naturen, selv om I føler beruselsen af at være for jer selv i skoven?

Okser du afsted på din mountainbike i skoven, er det nok de udfordringer, som turen bringer, som fylder mest i indtrykkene, selv om det er herligt at mærke luften i ansigtet, når du suser ned af stejle bakker.

Så om det er oplevelser i naturen eller med naturen afhænger af, hvad man har sin opmærksomhed rettet mod.

Oplevelser af naturen

I naturvejledningen har man gennem årene brugt særlige aktiviteter for at få deltagerne til at rette deres opmærksomhed mod selve naturen.

Eleverne kunne blive bedt om at lægge sig fladt ned på ryggen på en græseng og lukke øjnene. Så skulle de lytte godt efter for at høre ’græsset gro’, (hvad man naturligvis ikke kan, men det kan skærpe hørelsen og fornemmelsen af lyde). Men de vil kunne høre insekternes summen, vindens hvislen i græsset og skelne mellem naturlyde og menneskelyde.

En anden klassisk aktivitet er at omfavne store træer og føle sig knyttet sammen med træet, man står tæt opad.

Sådanne aktiviteter har til formål at hjælpe deltagerne til at ’få øjnene op for’ sansemæssige indtryk, som øger deltagernes værdsættelse af naturen og oplevelser af naturen.

Lærere har også brugt som aktivitet at fordele eleverne, så de enkeltvis sidder uden at kunne se kammerater i måske 20 min, og skal samle indtryk til at skrive en lille tekst, hvor de udtrykker deres oplevelser i naturen.

I sådan en aktivitet opfordrer man indirekte eleverne til at tænke over situationen, og ikke blot beskrive det, de oplever. Med andre ord bliver det både om stedet og om dem selv.

Naturoplevelser handler både om naturen og om en selv

Når folk fortæller om ’store naturoplevelser’, så går det igen, at de har følt sig som en del af noget større og samtidig følt sig små i sammenligningen.

Selv tænker jeg ofte tilbage på en stor naturoplevelse på stranden mod Stillehavet i Costa Rica i Mellemamerika. Vi kom i en lille gruppe hen under aften til den brede sandstrand i håb om at se havskildpadderne komme op fra havet for at lægge æg.

Solen var lige gået ned, og stranden var helt øde. Flere hundrede skildpadder ventede i vandkanten med at turde kravle op på sandet. Enkelte var allerede godt i gang med at grave i sandet på deres kluntede facon.

Lyset, stemningen og at jeg selv følte mig så heldig og lykkelig at opleve dette natursceneri har gjort det til noget enestående i min erindring.

Jeg havde naturligvis som biolog en grundig viden om fænomenet forinden. Men det var noget helt ekstra værdifuldt at opleve det. Samtidig gjorde min biologiske viden oplevelsen og forståelsen af fænomenet ekstra overvældende.

Skildpadderne har svømmet i årevis rundt i oceanet, og generation efter generation har gennemført denne risikable manøvre og sikret efterkommere i millioner af år.

Typiske naturoplevelser

Min naturoplevelse med havskildpadderne er egentlig ikke den vigtigste. De vigtigste naturoplevelser for de fleste af os er mere i det små. Vi oplever måske noget positivt og overraskende i naturen, som får værdi for os, og øger vores livskvalitet.

Vi kan dog sige, at gode naturoplevelser har det til fælles, at de giver os noget, som ligger uden for os selv, og som vi opfatter som gode oplevelser.

Flere sider om Naturoplevelser her.

Naturformidling
Naturoplevelser i naturen
Ekskursioner ud af skolen
Naturundervisning i skolen
Praktisk arbejde i naturundervisningen
Biologiundervisning
Natur/teknologi
Tværfaglig undervisning om natur
Undervisningsmaterialer

Søren Breiting

Link til hentning af pdf om små børns aktiviteter i naturen Børnenes naturkanon (åbner i ny side).