Efteruddannelse af lærere

At undervise lærere er en spændende opgave. Det har været en af mine vigtigste opgaver i næsten 40 år. At skulle møde et hold af nye kursister, der hver har lærerrollen med som bagage, kræver ydmyghed og professionalisme.

Der er uendeligt mange måder at være en dårlig lærer på. Derfor bliver man glad, når ens kursister begejstret fortæller om deres nye erfaringer, siden sidste undervisningsgang.

Hvis ikke efteruddannelse af lærere giver sig udslag i lærerens daglige undervisning, så fungerer efteruddannelsen nemlig ikke. Lærerens udbytte af undervisningen kan naturligvis ikke aflæses inden for kort tid.

Alligevel er det mit indtryk, at jo før læreren under efteruddannelse tager det nye til sig og gør det til en del af sin praksis, jo mere frugtbar har efteruddannelsen fungeret.

Efteruddannelse på Danmarks Lærerhøjskole (DLH)

Jeg begyndte min ansættelse på Danmarks Lærerhøjskole (på Biologisk Institut) med at undervise på kurser for lærere af et halvt års varighed med tre ugentlige timer, d.v.s. på omkring 50 undervisningstimer.

Desuden havde jeg kurser, der strakte sig over et helt skoleår, ofte på ca. 120 undervisningstimer, fordi der også var indlejret heldagsekskursioner og eventuelt feltkurser.

Vi havde på instituttet også cand. pæd. uddannelsen i biologi, hvor jeg underviste i økologi. At studere på en cand. pæd.-uddannelse er ikke at betragte som efteruddannelse, men er en videreuddannelse, fordi de studerende efter endt kandidateksamen opnår en ny formel kompetence.

At gennemføre en sådan kandidatuddannelse giver selvfølgelig de studerende lærere et kompetenceløft og mere indsigt i både faget og i deres egen praksis. Men succesen afhænger ikke af, at den studerende ændrer sin praksis.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der en tilbøjelighed til, at den studerendes egen undervisning i sine klasser kan blive mere rutinepræget, fordi den studerende afkræves så stor en indsats i vedkommendes eget studium.

Men lad os holde os til efteruddannelsen.

Frem til årene inden år 2000 kom ca. 20% af alle folkeskolelærere på substantiel efteruddannelse hvert år på Lærerhøjskolen.

Danmarks Lærerhøjskole havde med sine 8 provinsafdelinger hele Danmark som sin arbejdsmark for efteruddannelse. Næsten alle provinsafdelinger var placeret sammen med de lokale lærerseminarier, og Lærerhøjskolens lærere i provinsen blev i vid udstrækning rekrutteret fra disse lærerseminarier.

Det gav en naturlig vekselvirkning mellem grunduddannelsen og efteruddannelsen, som formodes at have været frugtbar for begge.

På et kursushold mødtes lærere fra forskellige skoler med hver deres traditioner og tilgange. Det skyldtes, at Lærerhøjskolens kursister på et kursushold kom fra en region og ikke typisk fra en enkelt kommune. Derfor blev der i løbet af et kursus udvekslet mange erfaringer og synspunkter lærerne imellem. Det var en del af undervisningens givtige indhold.

Mange kurser blev planlagt, så de fik karakter af pædagogisk udviklingsarbejde for at fremme sammenhængen mellem udvikling af praksis og teoretisk forståelse. I nogle tilfælde var det primære efteruddannelsen. I andre aktiviteter var det primære udviklingsarbejdet.

Mange af de publikationer, som der henvises til her i Publikationer.dk , har deres udspring i disse former for aktiviteter.

Søren Breiting

Skoleudvikling
Skoleudvikling på den enkelte skole
Lærerens udvikling
Efteruddannelse af lærere
Ildsjæle på skolen
Skolesystemets udvikling
Samarbejde med eksterne aktører og resursepersoner
Internationalt samarbejde
Formidling af erfaringer
Projektansøgninger og skoleudvikling
IT og pædagogisk udvikling