Politikerne taler om ambitiøse mål for reduktionen af CO2 i Danmark. Men debatten mangler klarhed om de helt afgørende pointer: At manglende indsats for at forebygge miljøproblemer får langtrækkende økonomiske konsekvenser for vore børnebørn, og at vi må blive bedre til at oplyse om de interessemodsætninger, som er involveret.
Hver dag hører vi om ’ambitiøse mål’ for klimaet, men det er en misvisende formulering, som bør gentænkes. Først en parallel.
Falder et barn gennem isen, vil tilskuere straks gøre alt for at redde barnet. Og det uanset, at det ikke er deres eget barn. Efter ulykken, der forhåbentlig endte godt, vil lokalsamfundet vurdere, hvordan dette skrækkelige kunne ske.
Når en sø dækkes af is, får den en uimodståelig tiltrækning for mange børn. Simpel logik tilsiger, at det nemt kan gå galt, hvis ikke man sætter advarselsskilte op langs bredden og kommunikerer i offentligheden om truslerne. Vi vil betragte det som ’rettidig omhu’, at myndighederne i fremtiden sørger for disse forhold, og forældrene vil indskærpe risikoen for deres børn.
Der er sjovt nok ikke nogen, der taler om, at disse tiltag er ’ambitøse mål for at løse udfordringen’.
Der var heller ingen blandt tilskuerne, der under ulykken begyndte at lægge ’ambitiøse planer’ for, hvordan man kunne redde barnet i søen.
Som oftest taler man om, at mennesker kan være ambitiøse på deres egne vegne for at opnå noget i livet. Og ledere af virksomheder kan føre sig frem med formuleringer om ’ambitiøse planer’. Men med samfundsmæssige problemer er det en afsporing af debatten at tale om, at man vil løse dem ved at være ’ambitiøs’.
Samfundsmæssige problemer kræver identificering af problemets kerne, ikke mindst af, hvem det er et problem for, og så udvikling af egnede måder at imødegå problemet. Og så naturligvis iværksættelse af de handlinger, der skal til for at overkomme problemet, inklusiv de justeringer, som måtte vise sig nødvendige undervejs.
Som gammel forsker/biolog har det undret mig, hvor elendigt både lokalsamfund og verdenssamfund har været til at udvise rettidig omhu for at bevare et sundt miljø og et uspoleret klima i verden. Store generationsforureninger i Danmark, som allerede var velkendte omkring 1970, er stadig uløste og minsandten om der ikke stadig dukker nye op.
Også princippet om, at forureneren skal betale, undergraves stadig i stort mål, så regningen lander hos befolkningen generelt. Nordic Waste er kun ét eksempel.
På det overordnede plan har man traditionelt modstillet økologiske hensyn over for økonomiske hensyn, men det har kun været delvist anvendeligt.
Det er nemlig meget svært at veje økologiske hensyn over for økonomiske hensyn. De første bliver nemt opfattet som nogle svævende argumenter for sunde økosystemer, den biologiske mangfoldighed og menneskets afhængighed af naturgrundlaget, uanset hvor videnskabeligt begrundede de kan være. – Og disse står så over for umiddelbart forståelige hårdtslående argumenter om økonomi, arbejdspladser og velfærd.
Vi må konstatere, at de såkaldte økologiske hensyn i det store og hele har tabt til de økonomiske hensyn gennem de sidste 60 år.
Derfor får vi en langt bedre samfundsmæssig analyse ved at skifte ’økologiske’ ud med ’langsigtet økonomiske’ hensyn.
Langsigtede økonomiske hensyn indfanger de fleste af de hensyn, vi normalt kalder økologiske. Her er nogle eksempler:
– Begrænsninger af fiskeriet giver umiddelbart færre fisk, men mange flere fisk i fremtiden. Det er ovenikøbet sådan, at man kan fange disse flere fisk med mindre maskinkraft, når der er flere fisk i bestanden.
– Begrænsninger af luftforurening koster, men medfører på sigt mindre sygdom og hospitalsindlæggelser og mere arbejdsføre medlemmer i samfundet.
– Det er dyrt at bortskaffe kemikalierester umiddelbart, men når kemikalier spreder sig i jorden og vandmiljøet, kan udgifterne blive uoverskuelige, for ikke at tale om risikoen for sundheden. Jo mere koncentreret stoffet er, jo billigere er det at håndtere.
– Nedsættelse af forbruget af sprøjtegifte i landbruget begrænser udbyttet her og nu, men beskyttelse af grundvandet er en økonomisk gevinst på lang sigt.
– Man kan bruge løs af grundvandet som en billig resurse, men med tiden bliver det gode grundvand nær kysten ødelagt af indtrængende saltvand, som det bliver dyrt at afsalte.
– Forebyggelse af oversvømmelser koster dyrt her og nu, men konsekvenserne af oversvømmelser kan være kolossale udgifter.
– Optimering af skovenes produktion af træ og tømmer sker på bekostning af den biologiske mangfoldighed, som på længere sigt er uvurderlig og krævende at genoprette.
– De biologiske videnskaber finder til stadighed nye organismer i naturen, som trods deres beskedne udseende, viser sig at blive guldgruber for fremtidig innovation.
– At redde truede arter fra kortsigtet økonomisk vinding bliver en fremtidig stor og krævende udgift.
Nogle af disse problemstillinger har at gøre med, at man overudnytter en naturresurse, så den giver et mindre udbytte på lang sigt, eks. fiskeri og grundvand.
Andre problemstillinger har at gøre med, at man i udnyttelsen af én resurse ødelægger muligheden for at udnytte andre resurser, eks. at landbrugets kvælstofgødning ødelægger fiskeri og turisme.
Fordelen ved at fokusere først og fremmest på de økonomiske perspektiver er for det første, at økonomiske argumenter ofte trumfer alle andre. For det andet at regnestykket så opstilles med samme enhed på begge sider af afvejningen.
Man kunne spørge: Jamen, mister vi ved brugen alene af langsigtede økonomiske hensyn så ikke de mere abstrakte sider af økologiske hensyn? I praksis vil det ikke være tilfældet. Det er nu veldokumenteret, at natur og naturoplevelser værdsættes mere og mere – efterhånden som der bliver stadigt mindre uberørt natur. Ejendomsmæglere, rejsebureauer og psykiatere kan dokumentere værdsættelsen.
Med hensyn til etiske argumenter er der vel ikke stor forskel på at fremhæve det umoralske i at pålægge kommende generationer store økonomiske byrder frem for, at de får et usundt miljø og en forarmet natur.
Det store skisma er netop, at afvejningen af langsigtede hensyn over for kortsigtede økonomiske hensyn især kommer forskellige generationer til gode. Dermed er der ikke blot tale om en modsætning eller konflikt mellem hensyn, men deciderede interessekonflikter mellem generationer.
Heldigvis synes årtusindets største krise, klimakrisen, at blive synlig for alle generationer. Vildt vejr opleves nu af alle. Frem for at skulle formidles gennem kurver og videnskabelige beskrivelser er virkningerne kommet meget tæt på. Vi er der, hvor der nu globalt er ’lig på bordet’.
Klimakrisen tegner til at blive alle miljøproblemers overmand, idet forandringerne i klimaet både lokalt og globalt vil forstærke en lang række kendte, men uløste, miljøproblemer og presse samfund til at tage upopulære tiltag. Med andre ord forstærker klimakrisen tydeligheden af, at de økologiske problemer i høj grad både er økonomiske og sociale.
Det omtalte princip om ’rettidig omhu’ får hermed en helt afgørende betydning for at imødegå problemer knyttet til en mere bæredygtig udvikling, inklusive hensyn til de økologiske aspekter, indfanget gennem de langsigtede økonomiske hensyn.
Modsætningerne i umiddelbare interesser består typisk imellem forskellige grupperinger i samfundet, eks. mellem landmænd og fiskere, eller industriejere og forbrugere.
Den helt alvorlige modsætning består mellem umiddelbare interesser hos nulevende over for kommende generationers interesse i et stabilt klima. Vandets stigning i verdenshavene er ret let at tænke bekymret om. Men det er ekstra svært at forestille sig, at millioner i Afrika og Mellemøsten mister deres livsgrundlag og skaber folkevandringer og flygtningestrømme, som vil gribe ind i økonomien i alle lande.
Når samfundet har problemer, vender man sig ofte mod skolen og mener, at det må skolen undervise eleverne i. Vi kender det fra rigtigt mange problemer: Mental og fysisk sundhed, rygning, narko, valg af uddannelse, teenagemødre, samfundssind, inklusion, privatøkonomi mm. Et sådant ønske har vi også haft vedrørende miljøbevidsthed. Skolerne er blevet opfordret til at undervise i miljø, genbrug og forbrugeradfærd, fordi myndighederne har haft svært ved at løse problemerne i samfundet.
På DPU, Aarhus Universitet, havde vi tidligt taget denne udfordring op i vores forskning, i første omgang iregi af forgængeren Danmarks Lærerhøjskole (DLH). Fokus på det tidspunkt var udviklingen af tværfaglig miljøundervisning med mulighed for bidrag fra alle skolefag.
Intentionen var at inddrage eleverne i en undervisning, der forberedte dem til et samfund, hvor miljøproblemer ville være et stadigt mere påtrængende problem. Vel at mærke problemer, som er meget komplekse og ikke rummer simple faktuelle svar og løsninger. Derfor ville løsningen for eksempel ikke være at få eleverne til at opføre sig miljøvenligt i overensstemmelse med, hvad der blev anset som det rigtige på det pågældende tidspunkt.
Med tiden blev forskningen drejet mere fuldtonet over mod Uddannelse for Bæredygtig udvikling (UBU) med udgangspunkt i Brundtlandrapportens fokus på bæredygtig udvikling.
Det var fra fra starten klart for os, at der måtte være et dominerende fokus på interessekonflikter. Mange taler ganske vist let om at ønske en bæredygtig løsning på et konkret problem. Men så snart der skal sættes løsninger i værk, dukker uenighederne op. Det sker netop, fordi der er utallige dilemmaer og modsætninger imellem interessenterne her og nu. Desuden er der indbygget et væld af personlige dilemmaer for os alle. Og endnu værre bliver det, når man forestiller sig, hvad der vil kunne være kommende generationers interesser i forskellige løsninger.
Med andre ord findes der ikke én rigtig bæredygtig løsning på et problem, og der findes heller ikke en endegyldig tilstand, vi kan tro på som et bæredygtigt samfund. Vi kan derimod meget let finde utallige eksempler på sider af udviklingen i dag, som ikke kan fortsætte uden store negative konsekvenser, d.v.s. som er ikke-bæredygtige. Dette er en meget vigtig pointe.
At bestemme de bedste løsninger af de mange mulige, bliver derfor et demokratisk anliggende. Vi må bede om eksperternes bedste løsningsforslag, og så må vi tage politisk stilling til, hvad vi prioriterer under indflydelse af, hvem de forskellige løsninger er gode for.
Hvis man ser dette i øjnene, så er formuleringer som ’en ambitiøs plan for grøn omstilling’ noget sludder. Udgangspunktet må være rationelle analyser og overvejelser over, hvad der er mest fornuftigt for borgernes fremtidige trivsel. Ikke sådan at forstå, at vi skal ignorere folks følelser for, hvad der er ret og rimeligt. Men følelserne bør relateres til det rationelle, før alvorlige beslutninger tages.
Vi har set i ’minkskandalen’, hvor nemt kæden kan hoppe af. Hastværk øger faren for fejlslagne handlinger med både menneskelige og økonomiske konsekvenser. De sidste er naturligvis også menneskelige, f.eks. at konsekvenserne af de voldsomme kompensationer til et minkerhverv, der allerede var i krise, svarer til flere tusinde kroner pr. dansker.
I stedet for floromvundne taler om ’ambitiøse mål’ bør samfundet derfor indrettes til at fremme handlinger, som er økonomisk hensigtsmæssige for flertallet af danskere i fremtiden. Det må gøres med ydmyghed for de usikkerheder, som det naturligvis indebærer.
Vi må bruge de bedste videnskabelige redskaber, vi har til rådighed for de politiske beslutninger. Og så må vi holde os fra konsekvenser, som ikke kan gøres om igen. Herved lader vi en margin stå til de usikkerheder, som altid vil præge forudsigelserne.
Det er ikke blot sådan, at ’isen er usikker’, for der er alt for stor udsigt til, at vi ’falder igennem’. Det drejer sig ikke om ambitiøse mål, men om rettidig omhu, så klimaet ikke går helt amok for vore efterkommere.
Vi, der styrer Danmark i dag, må påtage os den økonomi, som kan være en belastning for os i dag, men som forhindrer at pålægge vore børnebørn ekstra økonomiske byrder.
Meget tyder på, at vi mangler en lobbyorganisation, som varetager vore børnebørns interesser. Lobbyorganisationer som Landbrug & Fødevarer fra landbrugsindustrien har vi mere end nok af. De demonstrerer, at de i hvert fald kun varetager snævre og kortsigtede økonomiske interesser – ofte i direkte modstrid med deres medlemmers egne langsigtede økonomiske interesser.
Kunne man polemisk kræve, at alle, der søger indflydelse, som minimums-kvalifikation selv skal have børnebørn? – Så kunne meget måske se bedre ud for den fremtidige økonomi. Men ind til da må vi efterlyse rettidig omhu og større kløgt og ansvarlighed.
Søren Breiting
Kronik til dagbladet Politiken
Ovenstående er skrevet som kronik til Politiken med aflevering den 3.3.2024.